Ifølge Big Indonesian Dictionary defineres døvhed som at være ude af stand til at høre eller være døv. Der er flere udtryk, der kan bruges til at beskrive manglende evne til at høre eller høretab. Døv og døv er de mest almindelige og populære udtryk. Døvhed betragtes som en eufemisme eller et udtryk, der er blødere, bedre og mere høfligt end andre udtryk, der bruges om høretab. Det viser sig dog, at der er ret markante forskelle i brugen af begreberne døv og døv set fra den sociokulturelle orden.
Forskellen mellem døv og døv
Sprogmæssigt anses begreberne døv og døv for ikke at have forskellige betydninger. I sin brug betragtes døvhed som en subtil og mere høflig form for døvhed. Men tilsyneladende, citeret fra Center for Study of Individuals with Special Needs, University of Sanata Dharma Yogyakarta (PSIBKUSDY), er døvesamfundet mere fortroligt med at skrive døve (med stort T på skrift) end døve. Dette skyldes, at hilsenen Døv anses for at angive identiteten på en samfundsgruppe, der:
- Har en social identitet
- Har et modersmål (tegnsprog)
- Har sin egen kultur (historie, sprogsystem, værdier, traditioner, socialt system osv.),
For døvesamfundet er tegnsprog modersmålet. Der er ikke behov for, at døve optimerer deres hørelse, så de ligner dem, der hører. I mellemtiden er udtrykket døvhed mere udbredt i forhold til den medicinske verden.
Kan døvhed behandles?
For at kunne behandle døvhed skal det på forhånd være kendt årsagen til høreskader. Medicinsk opdeles høretab i tre, nemlig:
1. Konduktivt høretab
Høretab er forårsaget af problemer med øregangen, trommehinden eller mellemøret og ossikler (knogler, der udgør mellemøret).
2. Sensorineuralt høretab (SNHL)
Sensorineuralt høretab er forårsaget af skader på strukturerne i det indre øre eller skader på hørenerven. Dette høretab er årsagen til omkring 90 procent af døvhed hos voksne.
3. Blandet høretab
Denne type høretab er forårsaget af en kombination af ledende og sensorineurale lidelser. Denne tilstand er den mest komplicerede at behandle. Efter at have kendskab til typen og årsagen, kan lægen stille en diagnose og en vurdering, før den beslutter sig for den rigtige type behandling for at forbedre høretilstanden hos mennesker med hørenedsættelse. Nogle af de mulige behandlingsmetoder er:
1. Administration af lægemidler
Administrationen af lægemidler vil blive tilpasset den enkelte patients tilstand. Antifungale lægemidler eller antibiotika kan gives mod døvhed på grund af kroniske øreinfektioner. I mellemtiden kan pludseligt høretab på grund af en virus behandles med kortikosteroidmedicin. Høretab på grund af visse sygdomme, såsom Ménières sygdom, kan kræve en kombination af medicin og livsstilsændringer såsom en diæt med lavt natrium- eller natriumfattigt.
2. Operation eller operation
Kirurgi eller operation kan udføres for at behandle høretab, der ikke er tilstrækkeligt behandlet med medicin. Kirurgi kan udføres for tilfælde af døvhed på grund af fravær af en mellemøregang, høretab på grund af godartede tumorer, hovedtraume, der får ørerummet til at briste, og så videre.
3. Brug af høreapparater
Høreapparater kan også bruges til at behandle døvhed. Valget af høreapparat vil blive tilpasset efter forholdene, hvad enten det er med konventionelle høreapparater, knogleledningshøreapparater eller med cochleære implantater. [[Relateret artikel]]
Hvordan man kommunikerer med døve
Måden at kommunikere med døve på er at bruge tegnsprog. Intet tegnsprog er universelt. Dette sprog er forskelligt i alle lande og endda regioner. I Indonesien bruger døvesamfundet indonesisk tegnsprog eller BISINDO som deres primære sprog (modersmål). I Storbritannien bruger døve britisk tegnsprog (BSL), mens amerikansk tegnsprog (ASL) bruges i USA. Forskellen får dem, der bruger BISINDO, til ikke at forstå BSL og ASL, og omvendt. BISINDO har også en række lokale sprog. Tegnsproget i en region kan have forskelle med en række andre regionale sprog. BISINDO kan læres ikke kun af døve, men også af alle, der ønsker at kunne bruge det, også personer uden høretab. Ud over BISINDO kan døve også kommunikere ved at se på mundbevægelser (mundtlige), hoved, kropsbevægelser, udtryk og så videre. Døve, der undervises i specialskoler, kan normalt forstå tale ved at læse læbebevægelser (mundtlige), ved at bruge BISINDO eller begge dele. Dog kan døve, der ikke lærer BISINDO eller mundtlig, ikke forstå eller bruge begge dele til at kommunikere.